15 juli, 2012

uge 28

En stille uge og nummer 28 er blevet brugt som rest. uge.

Planen er, at en uge pr. mdr. skal bruges som rest. uge - dvs. ingen marathon og omkring 50 km. på tælleren. Det er udelukkende for ikke at miste motivationen. Det er samtidig en uge hvor jeg kan gøre status over træningsforløbet og følge op på kalenderen fremmod 1. oktober.

Ugens kilometertal endte på 61 og jeg har idag søndag en god mavefornemmelse. Vil egentlig gerne løbe lidt mere og få nogle flere kilometer i benene. Men er sikker på at taktikken lønner sig på sigt. Er blevet knæskaden fra Kina kvit og kan træne frit uden smerter.

Har det godt og er ovenpå rent mentalt. Føler formen går den rigtige vej, og turen idag på 2 timer gik rigtig godt. Et roligt og stabilt tempo med vægten lagt på en god rytme i løbet. Turen startede kl. 1000 og blev gennemført uden morgenmad. Det eneste jeg havde med på turen var en gel som blev spist halvvejs. Der blev løbet lidt trail og turen indeholdt desuden et par bakker samt trappen - NED!
Igår blev det til styrketræning samt interval på løbebånd hos Hobro Helsesport. Har lavet en sponsoraftale med centret og kan træne gratis resten af året. Vil lave styrketræning 2-3 gange om ugen. Vægten bliver lagt på overkroppen - udelukkende for at styrke kropsholdningen samt forbedre min løbeøkonomi på de lange ture. Startede med ryg samt skuldre - uha der er ikke meget styrke nord for livet! Sluttede af med 45 min. på løbebåndet. 5 x 1000 meters intervaller i tempo 4,00 + 3,45 + 3,31. Hader dem... men er ikke i tvivl om resultatet. Vil derfor forsøge at træne alle intervallerne på løbebåndet. Ved ikke om effekten er den samme som ude, men for at holde motivationen bliver jeg nødt til at gøre det indedøre.

Planen var at sidste lange ture skulle være Mors 100M. Men samme dag er vi blevet inviteret til fest på Røverstuen. Det er min gode løbeven HHs bedre halvdel Vibeke der fylder år. Det er vi (Line & Johnny) rigtig glade for og selvfølgelig lader vi ikke sådan en invitation gå til spilde. Vi ser frem til et brag af en fest... og selvfølgelig med HH som den glade giver. Derfor bliver min deltagelse i Mors 100M udsat til næste år. Istedet er jeg gået igang med at undersøge om der var andre løb, som jeg kunne deltage i. Her fandt jeg frem til Nordvest 100 km. Det er dog weekenden efter Viborg 12 timer. Derfor har valgt at satse mere på Nordvest 100 km. og derfor valgt at springe fra Viborg - tror ikke 2 x 100km. på en uge er fornuftigt. Det er lidt rodet og min træningsplan er blevet vendt op og ned nu. Som det ser ud nu bliver det kun Nordvest samt Aalborg 6 timer som bliver de to lange træningsture. Istedet bliver der plads til lidt flere marathons. Håber at kunne få det planlagt sådan at de kommer 2-3 dage i træk. En god måde at få trænet udholdenhed flere dage i træk.

Uge 29 deltager jeg i marathon onsdag, fredag og søndag. Glæder mig til at komme ud og prøve formen af med 3 marathons på en uge. Planen er at slutte dem alle i en tid omkring de 4 timer. Måske der bliver tid til en lille rest. tur imellem løbene. Den næste mdr. har jeg fri inden jeg starter på det nye arbejde den 13. august. Det giver masser af tid til træning samt planlægning. Håber på nogle ture til stranden, hvor jeg kan få trænet lidt løb i klitterne. Løb og gang med taske og våde tæer - det bliver fantastisk. Jeg skal i mit livs form og jeg kan slet ikke vente.

Som noget nyt vil jeg lave et målsætningsbarometer der viser hvor langt jeg er fra målet. Barometeret går fra 0-100 og er baseret på alle de faktorer der er med til at afgøre om jeg når målet. Træningsindsats, motivation, form, udstyr, planlægning, delmål, humør... kort sagt ALT hvad der har med Jungle Marathon at gøre.

Ugens tal: 30
Vi starter forsigtigt ud efter en rest. uge med kun 30 grader. Der er plads til forbedringer og inden afgang skal jeg nok nå de 100. God uge til jer alle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar