28 april, 2013

SøndagsLØBEklubben og nedtælling til Hammer Trail

Dagens tur sammen med søndagsLØBEklubben bød på en tur i Rebild Bakker og rundt omkring St. Økssø. Henrik, Jan og Erik var mødt op og der var en super stemning. De sædvanlige drillerier, røverhistorier samt lir er nogle af de faste ingredienser når vi mødes hver søndag kl. 1000 ved Skørping Skole. Glæder mig til at få mere tid til disse hyggeture i fremtiden.

Det blev til ca. 75 minutters løbetur med indlagte spurter med Bols. Henrik og jeg skiftes til at duellere med Bols men vi måtte hver gang give op. Han er kommet i en fantastisk form på kort tid. Stor motivation for os almindelige motionister. Det store samtaleemne på turen var naturligvis Henrik og min tur til Bornholm på torsdag. Forventninger... ikke kun fra os selv, men også fra de andre. Der blev sågar sat penge på placeringer og tid. MEN må desværre skuffe dem da det ikke er en ambition at ende i TOP 3.

Turen blev også brugt på at indvi de nye Salomon S-Lab Sense som jeg skal løbe i på Bornholm. Det er det 3. par som jeg tager i brug. De er super! Størrelsen passer perfekt. De sidder godt på foden. Vejer ikke ret meget... og er født til race. Dog kræver det en anderledes løbestil hvor forfodslanding er at foretrække. Foruden Sense tager jeg også Salomon Fellcross samt Asics Nimbus med. Så er jeg dækket godt ind.


Den sidste uge står på spinning samt småture på omkring 5-6 kilometer. Satser på spinning mandag og tirsdag samt morgenLØBEture mandag, tirsdag og onsdag. Glæder mig rigtig meget til Hammer Trail. Tror samme taktik som til den lange etape til MDS vil være succesfuld. Starte stille og roligt ud og holde moment så lang tid som muligt. Holde korte pauser i depotet. Gå-løbe-gå-løbe. Overvejer om jeg skal løbe uden ur. Evt. bruge Endomondo på telefonen og lade den ligge i tasken. Er i tvivl om hvad der er bedst. Vil ikke stresse over tiden, men samtidig kan det også være vigtigt om natten at vide hvor langt der er til næste depot. Måske bare lade uret være i tasken og så tage det frem hvis det bliver nødvendigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar