09 maj, 2013

FINISHER

ALT gik lige efter planen til mit første 100 miles løb.

Den Bornholmske natur viste sig fra sin allerbedste side da den 4. udgave af Hammer Trail blev afviklet i weekenden den 3./4. maj. Høj sol fra start til slut og en temperatur på omkring 10-15 grader. Kim og Co. havde fundet en barsk rute hvor vi kom forbi Hammer knuden, Hammershus, Jons kapel, Stenbruddet og mange andre flotte steder undervejs. Masser af bakker der fik pulsen op. Ca. 4800 hm. var fordelt på de 6 runder á 25,7 km. samt prologen på ca. 7 km. hvor vi løb rundt på Hammerknuden. For hver runde blev løbsretningen vendt og vi mødte de andre løbere igen. Alt i alt et super arrangement der viste at Tejn IF havde stor erfaring i at afholde sådan løb.

Starten gik kl. 1200 og de første 300 meter var med Kim som vejviser og herefter blev løbet givet fri. Jeg havde besluttet at holde mit eget tempo undervejs og ikke kigge på de andre løbere og lade mig presse. Efter et par kilometer kom Henrik op til mig og slog følgeskab. Det var super godt at løbe med Henrik. Godt selskab og han kendte desuden ruten fra tidligere samt Trail Camp. Holdt et fornuftigt tempo og gik på alle bakkerne. Det viste sig efter den første runde at vi havde løbet lidt hurtigere end min tidsplan. Havde sparet et kvarter op efter prologen.

Det viste sig hurtigt at jeg havde taget for meget tøj på inden starten. Havde det varmt. Allerede efter 7 km. kom vi til depot igen og jeg valgte at smide jakken. Løb herefter i t-shirt og tights samt overtræksærmer. Disse blev dog hurtigt pakket i tasken. Det er vigtigt allerede fra starten af få drukket rigeligt samt spist energi. Jeg havde taget gels, energibar samt chokolade (Kittkat) i tasken. Spiste en gel i timen til at starte med.

Ruten er formet som et 8 tal hvor du kommer igennem depotet to gange. Dog må du kun gå i depot efter de 25,7 km. Dvs. du skal løbe forbi første gang. Den første sløjfe er Hammerknuden på ca. 8-9 km. Det er klart det hårdeste på ruten. Masser af teknisk krævende passager hvor et par vandrestave ville have været hilst velkommen. Herefter venter der en tur op til Hammershus samt et super stykke med singletrack langs vandet. Det var fantastisk smukt og motiverende. Det hele var ved at springe ud og duften af de mange ramsløg langs ruten fyldte næsen. Herefter ankom vi til Stenbruddet. Her var en lang bakke der skulle forceres. Den valgte jeg at gå samtlige 3 gange op ad. De 3 andre gange kom vi fra den anden side og havde nedløbet. På toppen af Stenbruddet havde vi et langt transportstykke inden Jons Kapel. Jons Kapel er lidt over halvvejs på den sløjfe. Jeg havde forhørt mig lidt angående Jons Kapel dagen forinden og fik oplyst at der var 75 trin. Ikke noget der kunne få mig til at ryste på hånden. Men når man nævnte navnet overfor andre kunne jeg straks ane frygten i deres øjne. Desværre havde jeg ikke hørt ordentlig efter. Da jeg ankom til kapellet var der nemlig tale om 275! trappetrin ned til klokken og retur igen. Dette skulle gennemføres 6 gange i løbet af de 100 miles. I bunden skulle vi ringe med en klokke for at dokumentere for depotet på toppen. På toppen var der energi og cola inden turen gik det sidste stykke hjem til mål. De første par kilometer var gik op og ned på singletracks med en god udsigt ud over vandet. Igen ankommer vi til Stenbruddet denne gang skal det krydses via en bro højt oppe. Herefter går turen ind på øen. Nu løbes der først igennem en by og derefter via en mark med masser af granit hist og pist. Fåreriste og låger møder os her på den strækning inden en grusvej som transportere os ned til lejligheden hvor vi boede. Lidt skov rundt inden en stejl bakke fører os ned til målområdet. Her går vi i depot inden vi tager hul på 2. runde - dog den modsatte vej rundt.




03 maj, 2013

Bornholm... du er den dejligste ferieø.

Vi ankom til Bornholm igår eftermiddag og efter en hurtig tur på havnen for at se startområdet blev vi indkvarteret i vores lejlighed. Bor sammen med brdr. Henriksen og Martin Berthelsen fra Slagelse. Super god stemning og der hygges. Selvom nervøsiteten er ved at indfinde sig.

Fredag morgen kl. 0800 kørte vi ned på havnen for at få tjekket bagage og afl. depot. Desværre var arrangørerne ikke klar som lovet og vi måtte vente en halv time. Besluttede til sidst at sætte vores udstyr og køre tilbage til lejligheden for at spise morgenmad. Så må vi tjekke ind kl. 1100 når vi kommer tilbage. Løbet starter kl. 1200.

Jeg elsker stemning op til et stort løb. Forventninger, drømme og ikke mindst taktik bliver delt. Per løber 50 km., Martin løber 80 km. og Henrik og jeg løber 160 km. Vi starter på hver vores tidspunkt. Den lange distance starter først og helt naturligt er der størst sommerfugle i maven på Henrik og jeg. Men bare vent... de kommer også til de andre.

Jeg er er rimelig afslappet omkring løbet. Har ikke nogle forventninger til hverken sluttid eller placering. Håber bare at det bliver en god oplevelse. Føler mig godt forberedt. Har et depot med der godt kan matche det officielle depot og har også måtte ligge øre til en masse drillerier. Men vil ikke gå kold og har et stort udvalg af energi og søde sager. Det er nu jeg skal gøre mine erfaringer til sådan et løb.

Der er lavet en tidsplan som jeg vil forsøge at følge. Dog med det forbehold at jeg slet ikke kender ruten og derfor kan blive overrasket undervejs. Har sat et roligt tempo og vil forsøge at holde det hele vejen. Derudover er der afsat et kvarter i depotet. Nogle vil mene det er ambitiøst men jeg tænker samtidig at det er vigtig for motivationen at have et pejlemærk undervejs. Ellers bliver 24 timer lang tid. Det er vigtig IKKE at tænke på at jeg skal opspare en masse tid i starten som jeg vil kunne bruge senere i løbet. Heller spare på kræfterne og have dem til sidst. Tiden kan ellers løbe rigtig stærkt hvis først kræfterne slipper op.

Om 2 timer går det løs... det bliver vildt! Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg har valgt at have telefonen med hele vejen rundt og hvis der skulle være nogle der vil sende lidt moralsk opbakning kan det gøres med en sms (40834993).

God weekend...