25 januar, 2014

95/100 Snetrail med HH

Fantastisk tur sammen med HH.

Er der nogen der kan finde rundt i Rold Skov så er det HH. Igen nød jeg godt af en tur med ham som førerhund. En lille time i området bag hospitalet. Masser af små stier og bakker i dyb sne. Dejligt at dele disse ture med HH og vi snakker om alt mellem himmel og jord. Men vi prøver stadig hinanden af med små temporyk undervejs - det er IKKE ren hygge det hele. 

Snakken gik meget på Yukon og om jeg var klar. Kunne berette som så mange gange tidligere at jeg er super klar og glæder mig rigtig meget. Jeg er ikke nervøs. Jeg er spændt og har en god mavefornemmelse. Er ikke i tvivl om at jeg nok skal komme igennem. Som jeg har sagt tidligere - man kan jo altid bare gå. Det er også gældende her. Har helt bevidst ikke meldt et mål ud denne gang, da det stressede mig lidt undervejs sidst i Junglen. 

Denne gang skal løbet gribes an på en helt anderledes måde. Det bliver ikke den sindsyge flotte naturoplevelse som i Brasilien. Men en hård og lang kamp hvor den der er sejeste og samtidig holder sig i gang flest timer døgnet, kan trække sig sejrsrigt ud af løbet. Hver gang jeg stiller op til et løb er det med drømmen om at stå øverst på podiet og det er også gældende denne gang. Det er det også næste gang og næst gang. Ikke noget nyt. Men istedet for at fokusere på målet vil jeg istedet nyde det undervejs og med helt rigtige taktik kommer sejren også til sidst. Rækker det ikke til en podieplads er det fordi andre har været bedre forberedt end mig, og det må jeg så acceptere. Jeg har ikke kunnet gøre andet i min optakt. Har nået mange af mine delmål og har aldrig været i bedre form. Udstyret er tip top og mentalt er jeg rigtig godt forberedt. 

Gentlemen... start your engines!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar